Takstløft Til EUD Osv
  • AD2Anne Dorthe Søe Mikkelsen
  • 29. aug 2024
  • EUD

Regeringen vil videreføre takstløft til erhvervsuddannelser, voksen- og efteruddannelser

Som en del af finanslovsudspillet for 2025 har regeringen planer om at prioritere midler for 360 millioner kroner til uddannelsesområdet, herunder både erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og voksen- og efteruddannelser.

Tanken bag forslaget er, at de almene voksenuddannelser skal styrkes markant, og at der skal være stærke ungdomsuddannelser i hele landet. Regeringen lægger dermed op til at videreføre midler til både erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og voksen- og efteruddannelser.

 

Dette vil regeringen gøre ved at permanentgøre de takstløft på ca. 360 millioner kroner til erhvervsuddannelser, gymnasier og almene voksenuddannelser, der skulle stå til at bortfalde efter 2024.

 

Midler skal gøres permanente

 

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, mener, at det er afgørende, at økonomien følger med, hvis der skal sikres stærke ungdomsuddannelser til de unge på tværs af landet. Han udtrykker derfor også glæde over, at de i regeringen har besluttet at gøre de midlertidige midler til ungdoms- og voksenuddannelserne permanente, så der fra år til år er mere ro om økonomien.

 

For erhvervsuddannelser afsættes der 87,6 millioner kroner i 2025 og 86,7 millioner kroner i 2026 og 2027 samt 86,8 millioner kroner i 2028 og frem, mens de der for de almene voksenuddannelser afsættes 31,0 millioner kroner i 2025, 30,9 millioner kroner i 2026, 31,0 millioner kroner i 2027 samt 30,9 millioner kroner i 2028 og frem.

 

Midlerne skal blandt andet understøtte en fortsat styrkelse af kvaliteten på erhvervsuddannelserne, så uddannelserne er attraktive for unge og voksne at starte på. Det permanente løft af de almene voksenuddannelser skal styrke voksenuddannelserne og samtidig understøtte, at mindre VUC’er i yderområder ikke lukker.

Læs mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside

Læs mere