Emmelie Redigeret
  • AD2Anne Dorthe Søe Mikkelsen
  • 29. jan 2025
  • EUD

Hør om Emmelies tur til Australien i podcasten Truckerradio

TURs rollemodel, Emmelie Carlsen, der pt. kører rundt i Australien, har været en tur forbi podcasten ’’Truckerradio’’, hvor hun fortæller om sin oplevelse med at være ung lastbilchauffør i Australien.

I podcasten Truckerradio inviterer de folk fra branchen ind i studiet og ringer rundt til chauffører på landevejene for at tale om, hvad der rører sig branchen. De har bl.a. talt med Emmelie, der fortæller om sine oplevelser med at køre truck som ung kvinde i Australien.

 

21-årige Emmelie er en af de første danskere, der kører truck i Australien. Det var en stor omvæltning for hende at starte op som nyudlært lastbilchauffør på den modsatte side af jorden i helt andre omgivelser, og så endda skulle køre i den modsatte side af vejen.
Men for Emmelie er det også en fed udfordring at få lov til at køre de meget lange stræk, hvor hun samler pakker op fra en terminal og kører 1300 km ud i landet.

I Australien spærrer de øjnene op

 

Det er også noget, der kan få de australske chauffører til at spærre øjnene op, når der kommer en 21-årig kvinde kørende med det helt store kørekort i et 36 meter langt roadtrain. Normalt skal man være 25 år i New South Wales for at have den største kategori, fortæller Emmelie, men fordi Emmelie allerede har dansk lastbilkørekort og har kørt nogle år i Danmark, så kunne hun hoppe direkte til den største kategori i Australien.

 

’’Som udgangspunkt er de meget imponerede over mig. Jeg møder også andre chauffører hernede, der synes det er mega fedt at se en så ung kvindelig chauffører, der kører rundt på det største kørekort, der er muligt,’’ fortæller Emmelie i podcasten.

Følg Emmelie og TURs rollemodeller

 

Emmelie deler til dagligt meget ud af sin rejse på de sociale medier, og har fået en stor følgerskare, der følger med i hendes hverdag. Du kan følge Emmelie på:

 

Instagram: @emme210412

Youtube: EmmelieWCarlsen

Facebook: Emmelies tur down under

 

Du kan også følge med i, hvad TURs andre rollemodeller laver på de danske veje på vores Instagram: @mintransportuddannelse

Om Truckerradio

 

Truckerradio er den første serie fra brandet Truckerpodcast, som henvender sig til lastbilchauffører. Her inviteres folk fra branchen ind i studiet, der gennemgås opdateringer fra den store facebookgruppe “Lastbilchauffør”, og der ringes ud til chauffører på landevejene i både indland og udland. Lyt med og bliv klogere på hvad der sker på landevejene og hvad der rør sig i transportbranchen.

 

Hele afsnittet med Emmelie kan høres på Spotify: 

Lyt til podcasten her