- 4. dec 2024
- EUD
Meritvejen: Kathrine Hansen blev den første kvindelige faglærte kranfører i Danmark
31-årige Kathrine Hansen har altid været træt af skolen. Tavleundervisning og boglige ligegyldigheder blev aldrig rigtig interessant. Hun har brug for mere afveksling og mere gang i hverdagen. I 2017 tog hun derfor et lastbilkørekort og kørte følgebil i nogle år.
Under en arbejdsløshedsperiode blev hun tilbudt at tage et krancertifikat og tænkte ’ja, hvorfor ikke? Det kan jeg da lige så godt’.
Krancertifikatet blev dog ikke brugt til noget med det samme. Men da Kathrine blev ansat som følgebilschauffør hos Skaks i Rødekro, fandt hun pludseligt sin (merit)vej frem.
’Hvad med at blive lærling hos os?’
Da Kathrine Hansen startede som følgebilschauffør hos Skaks, gik der ikke længe, før virksomheden fandt ud af, at hun havde et krancertifikat. Derfor var de også hurtige til at spørge, om Kathrine ikke skulle i gang med kranføreruddannelsen. Men det syntes hun bestemt ikke var en god idé – hun var nemlig godt og grundigt træt af at gå i skole:
”Jeg sagde nej med det samme. Jeg skulle ikke nyde noget af at sidde på en skolebænk i tre år. Jeg har aldrig duet til at gå i skole – jeg har brug for, at der er mere gang i den,” forklarer Kathrine.
Men heldigvis kunne Skaks berolige Kathrine med, at hendes erfaring ville kunne forkorte uddannelsen markant. Med både krancertifikat og lastbilkørekort ville Kathrines tid på skolebænken blive sat helt ned til 11-12 uger.
”Det var en superfed oplevelse at finde ud af, at jeg kunne bruge min erfaring til at forkorte uddannelsen. Selv når man er så skoletræt, som jeg var, så er 12 uger ud af et år altså lige til at overskue,” griner Kathrine.
Så opfordret af sin virksomhed starter Kathrine som kranførerlærling - kun tre måneder efter ansættelsen.
D. 30. juni 2023 - kun 13 måneder senere stod hun med sit svendebrev fra EUC Lillebælt i hånden. Som den første kvindelige fagudlærte kranfører i Danmark.
’Det skader jo aldrig at spørge’
For Kathrine blev meritvejen en fantastisk løsning på både at undgå den hadede skolebænk og samtidig finde et arbejde, som hun er rigtig glad for. Som kranfører hos Skaks får hun lov til at bruge sine hænder og få en masse oplevelser i et arbejde, hun er stolt af at have. Derfor har hun også en klar anbefaling til alle, der overvejer et job i Transportbranchen – og måske særligt til dem med erfaring, der ’ikke gider at sidde og lære noget, de allerede kan’
”Hvis man sidder derhjemme og ikke ved, hvad man skal lave, og hvis man er kørt lidt træt i skolen – så er det jo en super god måde at komme hurtigt i gang med noget. Hvis man allerede sidder med et lastbilkørekort, et certifikat eller noget erfaring – jamen så skader det jo aldrig at se, hvor kort tid det egentlig tager at tage en uddannelse. Det koster dig aldrig noget at spørge,” opfordrer Kathrine.
Skal du følge i Kathrines fodspor?
Hvis du overvejer en karriere i Transportbranchen, og hvis du allerede har nogle certifikater, kørekort eller erfaring, så kan det være, at meritvejen er det helt rigtige for dig.
Gå ind på meritvejen.dk, og se hvor hurtigt du egentlig kan blive fagudlært.